Denne gang har vi valgt at dele artiklen i to dele. Vi bringer første del om landsskabsbygning af KMK’s formand Henrik, der har skrevet sin artikel med formål: at inspirere modelbaneren, når denne skal bygge sit landskab på sit anlæg. Der er mange spændene billeder at lade sig inspirere af – og flere følger.
Formning af landskab til modeljernbane: Når sporene på anlægget er lagt og testet med kørsel, kommer tiden til at forme landskabet på anlægget. Til anlæg og landskab indgår stationer, virksomheder og bygninger ift. jernbanens drift. Banen blev jo anlagt med et formål med at transportere gods eller personer fra A til B samt en række mellemstationer.
Hvordan former man landskab til modeljernbanen? Der er mange måder at vælge imellem, hvorfor man kan sige, at ingen måde er rigtigere end andre. Her valgtes en metode med brug af PU-skum og gipsgaze. PU-skum er nemt at arbejde med og smuldrer ikke som flamingoplader, men det er vanskeligt at male direkte på. Det kræver afdækning, hvortil kan anvendes gipsgaze. Andre materialer kunne være karklude, avispapir vædet med hvid trælim, tapetklister eller modelgips.
Valg af geografi for landskab: Inden man går i gang med landskabet, er der et par overvejelser, man bør gøre sig. Skal det være dansk, nordisk, tysk, bjergrigt, eller hvad med havn og strandmiljø? Hvad er det for en illusion, man ønsker omkring modeljernbanen? Har man et forbillede, stationsområde eller landskab, som man gerne vil gengive i model, eller er det en fantasiverden, hvor alt er tilladt, og kan blandes efter ønske ? På YouTube findes der mange flotte modeljernbaneanlæg, hvor modelbyggeren tydeligvis har gjort sig mange tanker og overvejelser, inden vedkommende gik i gang med at bygge sit modeljernbaneanlæg.
Baggrundsbillede omkring anlægget: Desværre ses det nogle gange, at flotte anlæg har en hvid væg som baggrund. I sådanne tilfælde ville det give et helt andet indtryk med opklæbning af baggrundsbilleder og ikke mindst en visuel dybde i anlægget. Med hensyn til baggrundsbilleder er der mange motiver og fabrikater, der kan vælges imellem. Der er flotte billeder af storbyer, landskaber, havne, forskellige årstider eller bare en blå himmel med lidt hvide skyer. Baggrundsbillederne kan eksempelvis monteres på 3 mm MDF plader, der monteres på væggen. Billederne limes fast ved brug af tapetklister. Brug en hård børste til at fjerne luftlommer. Det kan betale sig at bruge tid på opsætningen.
Mere inspiration og flere tips: Som inspiration for bygning af landskab og veje, kan der henvises til svenske “Martin”, der har fremstillet en hel videoserie med alt om bygning af modeljernbane, bygninger og landskab: https://www.youtube.com/@marklinofsweden God fornøjelse med modeljernbanen og udformningen af landskabet omkring anlægget.
Et nyt anlæg under opbygning
Herunder er min sporplan, hvor den blå cirkel viser stedet, hvor bygning af landskab er gået i gang.



I midten af billedet er der planlagt placering af volde og voldgrav, som er anvendt fra forrige anlæg, og forventes at indgå i landskabet. Pinden til højre i billedet er lagt for beregning af højde for vejoverføring. Husk at tage højde for eventuel brug af køreledninger og master langs skinnerne. Bemærk landskabet på baggrundsbilledet, der illustrerer dansk landskab, eksempelvis Sydfyn med bakker og marker. Det er et af Auhagens baggrundsbilleder, der er anvendt, og som kan sammensættes til mange meter rundt om anlægget. Mellem den sorte rammekant og øverste skinne forløb skal der placeres en plade som grundlag for landskabet. Det kan være svært at måle og tegne direkte på træpladen, hvor der skal saves i pladen.

Det kan være nemmere at lave en skabelon i mindre papstykker, der limes sammen og tilpasses. Derefter kan skabelonen placeres på træpladen og tegnes op, hvor der skal saves. Samtidig er vejføringen overvejet og antydet.

For at skabe niveauforskel, saves pladen (i det her tilfælde en blød træfiberplade 80 x 120 cm) efterfølgende over i to dele og limes forskudt på anlægget.



Så kommer noget af det sjove med formning af landskab, nemlig at skære den størknede PU-skum til efter det har størknet natten over. Samtidig får det planlagte vejforløb nu lidt grå maling (Noch Strassen Structur, 60825). Vejen er planlagt til en bredde på ca. 8 cm. Som det ses på billedet, er den store klump skum mellem de to plader nu jævnet ud til en mindre bakke. Det ses også, at PU-skum giver en del luftige lommer, der skal efterbehandles. Ujævnhederne på vejen spartles ud med modelgips, der kan slibes efterfølgende.

PU-skum dækkes med gipsgaze, der dyppes i en bakke med vand og lægges på. Gazen glattes ud med fingrene. Gipsgaze kan købes i hobbyforretninger, apoteket (Cellona gipsbind) eller via nethandel. Herefter kan gazen males i lysebrun farve (se nedenfor), hvorefter der kan begynde at blive limet græs og løv samt vildnis på anlægget. Der er frit spil for fantasien og farver. Måske en overvejelse af hvilken årstid, som anlægget skal fremstå med.

Ovenfor ses en prøveopstillinger for at få et indtryk af virkningen og illusionen. Hullet mellem skinnerne og træpladen/bakkerne, dækkes med gipsgaze, der klippes i små stykker og lægges på. De første stykker er lagt på og formet, så der fremstår grøfter langs skinnerne. Med den uforudsigelige PU-skum blev der også dannet en lille sti fra vejen og op til udkig ud over voldene, der senere monteres. Desuden er der en vejindsnævring, hvor der kommer vejskilte for advarsel om indsnævring og hastigheds nedsættelse. I baggrunden til venstre ses lidt af den hvide gipsgaze rulle.

Eventuelle klipper kan fremhæves med en grå farve efterfulgt af sort Vallejo WASH, der løber ned over og danne fine markeringer for fremspring. Vær ikke bange for at bruge blanding af mange farver. Senere kommer der græs, som ”sås” med en græsmaster og diverse fibergræs. Det tager tid at opbygge et landskab, men det er en sjov proces med fuld udfoldning af fantasien.

Er der steder, hvor PU-skummet ikke blev anbragt som forventet, kan der sprøjtes mere skum på, eller lægges og formes ståltrådsnet hen over. Ståltrådsnet kan købes i de fleste Hobbyforretninger eller byggemarkeder. Nettet klippes til i den ønskede størrelse med en saks, og placeres mellem PU-skumtoppe, hvorefter gazen kan lægges hen over.
Anlæg af veje ved brug af pap
På den anden side af volden, planlægges vejføring, hvor grundlaget og understøttelsen for vejen, er skåret ud i 3 lags pap, f.eks. fra en flyttekasse. Der kan også anvendes skumpap, der kan købes i byggemarkeder, og som er meget solide og nemme bygningsmaterialer til landskab.

Vejen er skåret ud og prøve opstillet. Vejen er 8 cm bred. For at få en pæn overfalde uden antydning af riller i pappet, limes 1 mm karton ovenpå. Der smøres hvid trælim på begge dele, hvorefter pap og karton lægges i pres. Så er der en pæn overflade at male på.

Understøttelsen for vejbroen og opkørsel.

Her er vejen limet fast til underlaget, og er malet grå med Faller Strassen Farbe. Den er mørkere end Noch vejmaling, men vejene i virkeligheden har også forskellige farver. Vejene kan patineres med svag brunlig farve i forhold til slidt vejbelægning. Alternativt kan en rengøringssvamp påføres lidt lysegrå maling, der forsigtigt duppes på vejen. Det giver en fin effekt. Så mangler der montering af sider, fortov, rækværk og vejlys.
Vejstriber markeres med hvid tegneblyant og et fleksibelt ”målebånd” fra NOCH, der kan formes ift. kurver. Den lille bygning til vandværket er placeret og der er lagt grus foran. Gruspladsen er malet med en let hånd med mørk gul Vallejo Wash, 76.503. Bare et par dråber og en pensel til udbredelse. Snart kommer der græs og beplantning omkring bygningen samt en lille sti ned til søen, hvor der limes siv og åkander på glaspladen.
Her slutter artiklens 1. del, der lægger på en “visuel” beskrivelse af dele af processen med at opbygge landskabet omkring modelbanen. Det kan drives frem til nærmest at udgøre en “kunstart”.
2. del er noget kortere og vil udgøre en samling af billeder fra forfatterens (mange) tidligere anlæg. Også disse er tænkt som en inspirationskilde for læserne. Specielt vil den give en smagsprøve på forfatterens leg med årstiderne, noget vi kun oplever alt for sjældent. Vi præsenteres som oftest landskab fra den 15. juli år XX – højsommer. Men der er andre muligheder. Den følger snart.
