Nyt patineringsprodukt fra MIG

Indenfor de seneste par uger har spanske MIG lanceret et nyt patineringsprodukt under navnet “Missing Link” ! Under denne småpoetiske overskrift gemmer sig nu ikke nogen epokegørende gave til menneskeheden. Jeg er ganske sikker på, at Mig Jiminez har siddet hjemme med sin søn og betragtet denne, alt imens sønnen udøvede sine kunstneriske færdigheder med sine tusser henne fra skolen. Da har han tænkt, dette simple (og billige) redskab må kunne anvendes til patinering af alle typer modeller. Men er der derfor tale om et ÆGTE Missing Link ? Hmmm, lad os først kigge lidt på åbenbaringen.

Forsiden på omslaget, der omgiver kassen, der ses nedenfor. Rail Center henviser til, at produktet er særlig egnet til at patinere jernbanemateriel med. Det er ikke urigtigt, men Mig har med dette produkt bestemt ikke haft modelbanen først i sine tanker. MIG’s produkter er primært rettet imod 1:35 modelbyggerne. Man bør gøre sig klart, at produkterne er scala-målrettede, hvilket på ingen måde gør dem uegnede til vores formål ! Man kan læse meget om produktets anvendelse på dette omslag. Men jeg tror fortsat ikke, at antropologerne vil “acceptere” titlen
Forsiden af den meget flotte kasse indholdet kommer i.

Lad kigge på indholdet:

Hvad er der i kassen, og hvad kan det anvendes til ?

Som man ser, er der 12 forskellige farvepenne i kassen. Farverne er meget brugbare til modeljernbanen. Der tale om rust, mørk rust, sort, jordfarve, “Dirt”, rødbrun, mørkegrøn, orange, grå, falmet gul, falmet grøn samt lyseblå. Ude til højre ligger en klar pen, der kan fyldes med vand (destilleret vand anbefales). Den anvendes til at udviske og tilpasse farvernes form, omfang og mætning. Til at “blende” farverne, som det hedder på nutidsdansk. Se øverste billede. hvor beholdervognen patineres. Der ser man “blenderen” in action.

Lad os betragte det særlige ved “tuscherne”:

Som det ses på begge fotos, så er der tale om en spids pensel, som en anbragt for enden af beholderen med farve. Den virker – og ligner – spidsen på et japansk skriveredskab. Det holder sin form under anvendelsen og tillader fremstilling af både tynde og brede streger eller områder. Til højre ses den lidt kraftigere pensel med vand til “blending”. Farvestoffet er kraftigt, pigmentholdigt, og opblandet i vand. Denne vandfarve mætter penselspidsen fint – der dryppes ikke. Farven binder ikke på glatte overflader, men “perler” på den. Derfor skal emnet først behandles med en semimat eller mat lak. Det anbefales også at anvende lakken efter patineringen for at sikre denne. Udfordringen med akrylfarver eller vandbaserede farver er, at de tørrer meget hurtigt, hvorefter de ikke længere kan bearbejdes. Farverne her tørrer også relativt hurtigt, men ikke hurtigere end, at man stadig har tid til at bearbejde deres placering, lokale mængde og udstrækning på emnet. Altså de lader sig blende. Efter at have testet dem, er min konklusion, at jeg stadig hælder til oliefarverne, hvor man har dage til at efterbearbejde i. Men, man må lade det nye produkt, at det giver mulighed for hurtig patinering, og de spidse pensler giver stor præcision i udførelsen. Så det gør arbejdet lidt lettere, specielt hvis patinering er noget man ikke agter at anvende timer på til hele vognparken. Og enkelhed og hurtighed er noget, som MIG bestandigt har for øje. Produktet kan anvendes til patinering af alt materiel og huse, der kan forberedes med mat lak, altså alle vognes bogier, tage, puffere og andre steder, hvor snavs hæfter sig eller rusten fænger. Så alle rustfarverne, “Dirt” og sort er brugbare. De eneste farver, som jeg finder er mindre anvendelige, er de falmede gul og grøn. Den skrappe blå har jeg heller ingen anbefalinger til. Men ellers et udmærket udvalg. På bagsiden af omslaget, som ses nedenfor, demonstreres produktet på en brun godsvogn Oppeln, der dannede forbillede for DSB’s litra HD.
Prisen er moderat. Jeg købte den viste kasse hjem fra Spanien for omtrent kr. 200. Og det synes jeg bestemt, at produktet er værd.
Scroll to Top