
.
Jeg tror ikke, at der findes nogen dansk modelbaner, som ikke på et eller andet tidspunkt er stødt på navnet “Steffen Dresler”, hvad enten denne gennem mange år aktivt har fulgt ham i bladet “Lokomotivet”, læst hans mange publikationer, der har leveret indgående beskrivelser af samtlige danske damplokomotiver, ved at have “mødt” ham på hjemmesiden “Sporskiftet”, hvor han ofte deltager i debatten eller på en af Jernbanemuseets udstillinger, hvor han ofte har præsenteret museumsmaskinerne. Det betyder, at han er en af de personligheder i dette land, der har sat de dybeste og bredeste “aftryk” på vores hobby ! Steffen Dresler har på fornem vis bidraget til at højne vidensniveauet om forbillederne for vor glimrende hobby: modeltog. Når jeg her i overskriften betegner ham som “dampmaskinehistoriker”, må det ikke lyde som om, at Steffen kun har damplokomotivet som interesse, for sådan forholder det sig ikke, men hans lange skribentvirksomhed har en klar tyngde i beskrivelsen af disse dejlige maskiner.
Men en ting er at kende til Steffen’s mangfoldige produktion, noget andet er at kende en smule mere til personen bag dette usædvanligt flotte arbejde. Hvor kommer han fra, hvad er han rundet af og hvorledes gik det til, at han fattede denne livslange glæde ved hobbyen ? Det er blot nogle af de sider hos Steffen, som jeg længe har ønsket at få en bredere indsigt i. Nogle af svarene kommer her……
Opvækst og ungdom
Steffen kom ind i denne verden i 1951 på Frederiksberg hospital. Han voksede op i Husum i Voldparken i en dansk kernefamilie sammen med en lillebror. Faderen var ofte fraværende, da han var sømand og sejlede i sin karriere for rederier som DFDS, ØK og Mærsk.
Helt almindeligt var hans familiære ophav ikke, eftersom faderen stammede fra Polen, hvor han var født og opvokset i Bialystok, hvortil familien var udvandret fra Bremen, og der taltes tysk i faderens barndomshjem. Moderens aner gik tilbage til norske Bergen. Så vi kan roligt fastslå, at Steffen’s DNA er af international karakter, hvilket intet ændrede ved hjemmets danske nationale tilhørsforhold.
Man har ind imellem, når Steffen har præsenteret Jernbanemuseets (JBM) dampmaskiner for en større kreds, kunnet høre ham true med at synge en sang! Se, den “trussel” kommer ikke ud ad det rene ingenting, for da den unge Dresler kom i skole, flyttede han fra 3. klasse til Sankt Annæ Gymnasium, og samtidig med kom han ind i Københavns Drengekor, der er tilknyttet dette gymnasium. I koret blev han indtil 7. klasse, da stemme og kropslig sammensætning sikkert begyndte at udvikle sig i en ugunstig retning for et medlem af et drengekor. Men indtil da havde han rejst rundt i Europa med det og blandt andet sunget i Wien. Steffen har ikke sidenhen stræbt efter en sangkarriere – skal det siges! Men han var født med et andet, og for os mere interessant kunstnerisk gen, der holdt stand imod alle biologiske anslag, nemlig evnen til at tegne flotte stregtegninger. Steffen har tegnet hele sit liv, og i sine publikationer glædet os med sine præcise tegninger af de danske damplokomotiver.
Nu sidder læseren sikkert og spørger, ja tak, men hvornår begyndte han at interessere sig for tog? Som for alle vi andre, skete det gennem et Märklin-anlæg. Så han ramtes af den samme smitsomme virus, som de fleste af os blev det. Interessen bredte sig hurtigt til især at omfatte 1:1 banen. Efter skoletiden kørte Steffen derfor rundt i København sammen med en skolekammerat og studerede tog på bybanenettet. Ja, det kom så vidt, at de var flittige gæster på DSB’s Centralværksted, hvor de ikke var ukendte, hvor de undertiden blev gennet bort, og undertiden fik lov at kigge på.
Han meldte sig ind i Dansk Jernbane Klub, hvor han mødte ligesindede, som han gik rundt med ude i Hellerup, hvor klubbens gamle materiel stod, og bankede rust på det – som han selv udtrykker det. Ihærdig må han have været, for man fandt ud af, at Steffen skulle uddannes til togfører. Den uddannelse gennemførte han på Maribo – Bandholm Banen med eksamensaflæggelse hos Lollandsbanen. Eksaminanden modtog i øvrigt også en kort indføring i lokomotivets praktiske virkemåde ved samme lejlighed.

.
Karrierevalget !
Men så gik “den” heller ikke længere. Steffen skulle have en uddannelse, men hvad skulle det være med datidens realeksamen i rygsækken. Han var ikke selv i tvivl, det skulle enten være hos DSB eller i Forsvaret. Han ville allerhelst have været pilot. Nu lå det således, at han ikke var helt ukendt med indhold og konsekvenser af de to ønsker, idet han i løbet af sin skolegang havde været i praktik begge steder. Hos DSB foregik det på Fredericia station, hvor han blandt andet kom til at fyre på en litra H, og hos forsvaret var det hos Sjællandske Telegrafregiment. Efter besøget dér, er der sikkert flere af os, der undrer sig over, at interessen for forsvaret holdt ved. Nå, men det blev forsvaret som løb af med sejren, da DSB havde konstateret, at han var rød/grøn farvesvag, hvilket etaten mente, var diskvalificerende for en uddannelse hos dem.
Hæren 1
Så i august 1968 mødte nu konstabelelev Steffen Dresler til uddannelse i på pansertroppernes uddannelsessted i Nordlejren i Oksbøl. Parentes bemærket var Nordlejren bygget til at huse de tyske flygtninge, som strømmede til Danmark på flugt fra den Røde Hær, der rykkede frem i Østprøjsen og Oberschlesien i slutfasen af den 2. verdenskrig. Nu boede der soldater i stedet. Konstabelvejen var nu ikke noget for Steffen, så han opsagde ret hurtigt sin kontrakt og fandt en ny “læreplads”.
Hos BP
Nu skulle han i lære som “oliesheik”, som han selv beskriver det. Efter en indledende uddannelse i Danmark kom han til London, hvor han tilbragte en længere elevperiode. Men, alt godt har en ende, og Steffens mor mente på et tidspunkt, at nu havde han været længe nok derovre, og han ville sikkert meget gerne tilbage til en uddannelse i Danmark. Så en skønne dag i 1972 kontaktede hun sønnen og meddelte ham, at han skulle begynde som sergentelev på Grønnegades kaserne. Nok med BP !
Hæren 2
Denne gang gik det bedre. Steffen egnede sig naturligvis ikke til at gå rundt som betalt menig på kontrakt. Han skulle videre op i systemet. Steffen trivedes i hæren, så godt, at han henover sommeren 1973 søgte og blev optaget som kadet på Hærens Officersskole, der dengang lå meget fordelagtigt på Frederiksberg Slot. Det var også dengang, man havde en rigtig officersuddannelse, sådan én har man opgivet for længst!

I 1975 kunne den unge løjtnant forlade skolen og tiltræde våbenkursus i Oksbøl, hvor han gennemgik kampvognskursus/Centurion. Tilbage ved Gardehusarregimentet udfyldte han flere førerfunktioner ved regimentets enheder som kampvogns- og opklaringseskadronerne. I 1982 blev han efterretningsofficer ved opklaringsbataljonen, og denne funktion tændte en ild i ham, som skulle vare ved karrieren ud. Således gennemførte han sprogofficerskursus i russisk, et kursus som var uhyre krævende for dets elever! Dette medførte efterfølgende tjeneste ved Hærens Specialskole, der varetog udviklingen af hærens taktiske efterretningstjeneste. Så blev han sikkerhedsofficer ved forskellige enheder og institutioner og udsendelser til Afghanistan blev det også til. I dag er Steffen pensioneret major fra forsvaret. Nu vil vi fokusere på jernbanen i resten af artiklen. Det er også fredeligere.
Jernbane og modeljernbane
Var interessen for jernbanen herunder modeljernbanen blevet borte i ansættelse og karriere i forsvaret, tjeneste ved Gardehusarregimentet i Næstved ? Nej, slet ikke. OG…..
En skønne dag besøgte Steffen Næstved Frimærkehandel, som dengang (også) solgte modeltog, for at købe et byggesæt fra det dengang kendte Keyser i UK, som producerede byggesæt af P, C og E-maskinerne. Steffen ville købe en C-maskine. Midt i den handel forespurgte Steffen frimærkehandleren, om han kendte nogen i byen, der delte interessen for modeltog? Jo, det gjorde han da rigtig nok, og nogle dage senere bankede det på Torben Andersens dør, og uden for stod Steffen. Og således gik det til, at et legendarisk makkerpar fandt sammen, og at et særdeles frugtbart samarbejde og samvirke kunne tage sin begyndelse. Denne ualmindeligt heldige kombination af to personligheder med stor interesse modeltoget og dets forbillede var et lykketræf for os alle med samme tilbøjelighed. Her kunne jeg naturligvis have skrevet, som briterne ville gøre det: “and the rest is history”, men det vil jeg undlade. For deres venskab medførte etableringen af Næstved Modeljernbane Klub, som vi kender fra utallige “Banebørstedage”. På klubbens hjemmeside kan man læse i detaljer om etableringen af klubben, derfor vil jeg koncentrere mig om etableringen af “Lokomotivet” og aktiviteterne omkring det. Modelbanebladet, der udviklede sig til et landsdækkende modeljernbaneblad, som havde som sit erklærede mål at udbrede kendskabet til forbilledet og hobbyen med alle dens facetter. Torben Andersen og Steffen var selvfølgelig ikke ene om at etablere bladet og fylde dets sider med glimrende artikler, for det hører med, at der var god støtte fra flere klubmedlemmer som Torben Bejerholm og Claus Jensen. Men, det var især Steffen og Torben som gennem alle årene bar bladets udvikling både produktionsteknisk og ved anlæggelsen af den redaktionelle linje. Derfor var Steffen i mange år naturligt nok ansvarshavende redaktør, mens Torben var redaktør og ansvarlig for det tekniske layout. Det er således ikke for meget at hævde, at mødet mellem Steffen og Torben havde en helt særlig effekt. Og i det forløb, som fulgte, fik de god støtte af folk som jernbanefotografen James Steffensen, Guldbæk-Christiansen, Jens Bruun-Petersen og Henning Petersen fra Næstved. Selv selveste S. A. Guldvang kan Steffen bekræfte at have haft kontakt med. Støtte og opbakning fra disse kyndige folk siger en del om den opmærksomhed, som det lykkedes for de to at skabe om projektet.

Lokomotivet udviklede sig hastigt fra at udkomme i det hvide A5 format til det friskere og fyldigere A4 format, efterhånden i farver. Overgangen fra A5 til A4 formatet betød også, at bladet voksede i form og fylde. Artiklerne begyndte at række videre ud, og research-arbejdet bar tydeligt præg af forbedringer. Lokomotivet var så at sige blevet voksent. Og så sådan gik det i en hel del år. I disse år kunne man se Steffens byggebeskrivelser af vogne og de første tegninger fra Steffens hånd.

Ovenfor ses en tegning af en Co fra Steffens hånd. Den er et tidligt eksempel på hans tegnermæssige færdigheder. De skulle udvikle sig !
Alt forløb fint for bladet indtil 1997, hvor projektet var ved at vokse dem over hovedet. Der måtte en Time Out til samt en rekonstruktion af projektet. Fordi det var begyndt at tynde ud i reklame- og abonnementsindtægterne mm. , besluttede man at nedlægge den gamle konstruktion og etablere ny “Tog på Tryk” (TpT), der kunne videreføre bladet. Den nye periode blev også kendetegnet ved, at Steffen trådte et lille skridt tilbage – sådan opfatter jeg situationen – og kastede sig i højere grad over sit forfatterskab.
Forfatterskabet
Forfatterskabet tog sin begyndelse tilbage i 1983, da Steffen skrev et hæfte om Litra R til Leif Lise hos UK Modeller. Steffen anfører selv, at publikationen sikkert i dag ville blive betragtet som lidt primitiv. Det gjorde den ganske sikkert ikke dengang, men vi er nok blevet mere forvente med tiden. Hæftet var også en slags ledsagelse til en model af Litra R, som Jørgen Stürup havde bygget til ham. Steffen anfører, at ideen til hæftet sikkert kom fra Jens Bruun-Petersens temahæfte nr. 1 til UK Modeller om Mo’en.


Ret hurtigt efter, at de første udgaver af Lokomotivet var udsendt, begyndte man at udsende de såkaldte “Særskrifter”, der med tiden udsendtes ikke færre end 42 stk. af. På Lokomotivets forlag lagde Steffen ud med et mindre et af slagsen, nemlig særskrift nr. 2, DSB Lyntog, litra MS/MB fra marts 1985.

.
Det betød, at de to begyndte at kridte deres egne “baner” at udvikle sig på op. Torben tog sig af særskrifter om Diesellokomotiverne mfl., og Steffen indledte udgivelsen af sin lange række af bøger om DSB’s damplokomotiver. Bøgerne blev meget populære i modelbaneverdenen. Især var timingen med udsendelsen af bogen om Litra E og Heljans udsendelse af sin model af maskinen vellykket. Flere af udgivelserne kom endda med en “forløber“:

Jeg vover gerne den påstand, at Steffen i disse år udviklede sin helt egen stil for, hvorledes en dampmaskine skulle præsenteres i et Særskrift. Opskriften var hver gang den samme, og tak for det, der gik ud på at præsentere maskinen i 1. afsnit med alle dens varianter og mulige oprangeringer for i 2. afsnit at gennemgå dens tekniske dele afsluttende med diverse materieloversigts- og skæbnelister. Alt sammen meget overskueligt, fint researchet, struktureret og altid med masser af velvalgte og illustrative billeder og fyldt med egne meget fine tegninger af forbillederne. Se blot et par eksempler på Steffens veludviklede tegne-gen her:


Der udkom en bog mere om de danske dampmaskiner, men den udkom ikke på TpT eller ellers relateret til Lokomotiv-dagene, men på forlaget bane bøger. Det var bogen “Det` en Tysker” med reference til en replik fra Matador, om de tyske maskiner i Danmark under besættelsen. I den indgik især historien om de to litra som DSB anskaffede sig i årene lige efter krigens afslutning nemlig litra N og Litra T. Bogen var afslutningen på den lange fortælling om DSB strækningslokomotiver og damprangermaskiner.
CIWL – en stor interesse
I løbet af årene tillagde Steffen sig en anden faible, nemlig for sovevogne på danske spor med tynge om CIWL’s aktiviteter og vognpark; om det sidste både i DK og i udlandet. Han har selv skrevet tekster i Lokomotivet og bidraget til andres om emnet ved flere lejligheder. Mest kendt, eller måske snarere husket, er nok hans fine bidrag til John Poulsens bog om “De blå tog”, udgivet af bane bøger i 2014. Der er tale om en interesse, som han tog med sig over på Jernbanemuseet i Odense. Mere herom i næste afsnit om Jernbanemuseet.

.
Jernbanemuseet – og interessen for de “store” tog
Tidsskrifterne….

I 1986 havde Birger Wilcke og Ernst Rolsted-Jensen taget initiativet til at stifte foreningen “Jernbanemuseets venner”, og den skulle naturligvis have et årsskrift af samme navn. I de første år bestod redaktionen blandt andet af medstifteren Birger Wilcke, og den havde den kendte jernbaneskribent Jan Koed med som tilrettelægger. Men med “Årsskrift 1992” skete der noget nyt, for pludselig stod der at læse i kolofonen, at den en nye ansvarshavende redaktør hed Steffen Dresler, og i redaktionen indgik tillige Poul Thestrup og for den grafiske tilrettelæggelse stod Torben Andersen. Det blev til mange artikler i årsskrifterne, så mange at Steffen i Årsskriftet for 1998 stod som forfatter til 7 ud af 9 artikler – han må have haft travlt. Det var noget af en præstation. Samtidigt blev det til et venskab og samarbejde med Poul Thestrup, som Steffen satte pris på. Og interessen for de smukke CIWL-vogne , den delte de !
“CIWL i praksis”

Så da museet, jf. Poul Thestrup, i 1995 blev opmærksom på, at en spisevogn, som kunne have museets interesse på grund af kørsel i Danmark, henstod i Ostende i Holland, begyndte et større opklaringsarbejde. Det hele endte med, at WR 4247 kom til Danmark i 1998, og den fik senere selskab af en sovevogn. Begge aktioner var Steffen dybt involveret i. Både med at finde, udvælge og hjemtage de udvalgte vogne. Efter at WR vognen var blevet sat i stand på CIWL værkstedet i Ostende/Belgien, blev den afhentet af Steffen og John Armstrong. Hjemtransporten foregik ved, at spisevognen indrangeredes i et almindeligt godstog med en BR 140 som togmaskine. Senere da en WL blev købt, rejste Poul Thestrup og Steffen rundt i Holland, Belgien og Frankrig for at skaffe reservedele til vognens istandsættelse. Steffens interesse for CIWL og arbejdet med vognene påkaldte sig opmærksomhed ude omkring. Så meget, at han i dag er medlem af CIWL’s Association Patrimoine Compagnie des Wagons-Lits i Paris, som er et selskab, der har som sit erklærede formål at sikre CIWL’s historiske arv med alle dens facetter og mulige implicitte opgaver.

.
En særudstilling i 1995
Steffen var også involveret i andet end CIWL-vognene på Jernbanemuseet i den periode. For (også) i 1995 var han primus motor på museets store særudstilling om jernbanerne under krigen. Det var en udstilling, som krævede rigtig mange kræfter at få etableret. Museets godsvogne skulle mobiliseres, og materiellet skulle “indskrives” fra Tøjhusmuseet (som Krigsmuseet hed dengang), der havde depoter på Flådestation Holmen på den tid. Tysk krigsmateriel, våben og statister er jo ikke elementer, som man skaffer ved at knipse med fingrene. Steffens indsats gav pote – udstillingen blev en succes. Man bør læse om den i detaljer i “Årsskrift 1995”, side 24. Det er en tekst, der er skrevet med megen humor. Den anden udstilling var i 2013, og den havde jernbanesabotagen som tema. Til at højne stemningen havde Steffen fremskaffet småladninger til at skabe den rette stemning med. Der skulle ikke spares noget. Disse udstillinger var i sandhed noget af en præstation fra Steffens side. Ret utroligt, at det kunne lade sig gøre, specielt fremskaffelsen af materiellet !

Steffen glemte ikke dampmaskinerne…..
Dampmaskinerne vedblev at have hans udelte interesse. Meget interessant beskriver han sin deltagelse i prøvekørslen af PR 908, der løb til Roskilde og retur, en opgave der også indebar hans medvirken til klargøring af maskinen ! Da man nåede til Roskilde kunne det konstateres, at lejerne på forløberen var meget varme, alt for varme, og krævede udskiftning med nye efter hjemkomsten. Steffen beskriver, at strålevarmen fra de varmløbne lejer var så kraftig, at den tydeligt kunne mærkes flere meter væk…!
Museumsinspektørerne på museet vidste godt, at Steffen var ekspert på dampmaskine-området, og det ville de naturligvis gerne udnytte til glæde for de besøgende. Derfor fik man den ide at arrangere “drejeskiveshows” (Steffens betegnelse) med ham som speaker. Den rolle har vi set ham i flere gange siden. Under titlen “DSB’s dampdage i 2021” kan et eksempel på sådan et arrangement ses på YouTube. Steffen kan her både ses og høres i fuld vigør med at beskrive de gamle lokomotiver. Det hører naturligvis med, at Steffen ikke var alene om disse arrangementer, men støttedes af mange andre frivillige til den opgave.
Han glemte heller ikke modellerne…

Ved siden af billedet af Steffen, der fremviser maskiner fra museets maskinpark, ses han andægtigt udpakke Märklins model af litra E 991 på museet i 2023. Märklin havde anvendt ham som hjælp til udarbejdelsen af modellen. Kontakten til Märklin var etableret gennem Flemming Søeborg. Jeg tror nok, at Steffen ville have foretrukket en model, som ikke gengav museumsudgaven af 991, men hellere en maskine, som den så ud, da den var i drift hos DSB. Vi havde nok alle ønsket os en “svensker”, hvis vi var blevet spurgt – den kan jo nå at komme endnu? Men indtil da var det ikke første gang, at han havde været involveret i arbejdet med et litra E projekt. Han havde også ydet støtte til Heljan dengang, da de midt i 00’erne udsendte deres udgave af dette litra. Inden dette projekt havde han været konsulent – også hos Heljan – og hjulpet med at få PR-projektet realiseret. Og ikke nok med det, også Hobby Trade fik en hjælpende hånd med, da de skulle have deres litra D ud. Utroligt så virksom, han har været. Som en afslutning på dette afsnit, kan vi godt tillade os at konkludere – med et lettere omskrevet W.C. Fields citat: “Dampen blev hans skæbne ” !
.
Pensionisten og spor 1
I dag er Steffen pensioneret fra forsvaret, men ikke fra hobbyen. Han deltager aktivt i diskussionerne på diverse fora, hvor han i debatter øser af sin store viden. Om vi får flere skrifter/bøger fra hans hånd vides ikke, men vi kan jo håbe, at der ligger emner derude, som han kunne finde på at kaste sig over. Lige nu ser det ud til, at Steffen har valgt at koncentrere sig om spor 1. Det er forståeligt, for de store størrelser er fascinerende flotte. Størrelsen er nu ikke lige meget.

.

.

.
Med disse flotte billeder af Steffens spor 1 materiel, hvoraf meget, imponerende nok, er bygget af ham selv, slutter beretningen om Steffen Dresler. Jeg håber, at læseren sidder tilbage med følelsen af at have fået oplyst lidt mere om Steffens store bidrag til hobbyen, end denne havde forud for læsningen. Steffen Dresler er en af de sjældne ildsjæle, som på imponerende vis har medvirket til at forme og understøtte vores indgang til jernbanehobbyen. Det er utroligt, hvad han har klaret og opnået gennem årene. Jeg håber ikke, at læseren blev træt undervejs, eftersom artiklen blev lidt længere end vanligt, men der var god grund til det, da emnet drejede sig om en så talentfuld og farverig person. Hvis vi her i landet havde en modelbanens “Hall-of-Fame” , så var Steffen Dresler selvskreven til optagelse i den !
Steffen sendes afslutningsvis en varm tak for velvillig assistance og udlån af de mange fotos.
Mvh LT