Angående tilføjelse, se nederst.
Det er ikke godt at vide, hvor mange hobbyfolk i Danmark, der anvender en airbrush til deres modelbane. Jeg er dog overbevist om, at den er langt mere almindeligt blandt modelbyggere, specielt til militærmodellerne i 1:35. Jeg gætter på, at anvendelsen i forbindelse med modelbanen er sjældnere. Det er forståeligt, for der eksisterer faktisk meget få maleopgaver, som ikke lige så godt kan udføres med en pensel ! Det skal dog ikke afholde nogen fra at bruge en airbrush også i vores hobby-verden. De fleste vil nok fortsætte tankerækken med at ræsonnere, at det uden tvivl er patinering, skribenten har i tankerne. Det er det nu ikke – kun, da Airbrushen har flere anvendelsesmuligheder. Men patinering er et af de indlysende områder, hvor den gør gavn, selvom man atter vil erfare, at også i den situation kan man klare sig med penslen langt hen ad vejen.
.
Nu vil de fleste sikker begynde at tænke, jamen efter alle disse “afsværgelser”, hvor vil han så hen ? Jo, jeg vil anbefale den til anvendelse til udvalgte arbejder, men jeg undlader at argumentere for dens uundværlighed ! Det er heller ikke nogen billig disciplin at kaste sig over. Men det er måske blevet billigere – lidt – men mere herom senere. For lad os først finde frem til, hvilke opgaver det vil være fordelagtigt at anvende airbrushen til: Patinering er et indlysende område, hvor den kommer til sin ret. Maling af selvbyggede modeller er et andet, hvor den langt overgår penslen.
Maling og patinering af skinnelegemet er således en proces, som airbrushen speeder betydeligt op, og det er en stor fordel i en klub med lange strækninger. Bemaling af udvalgte dele af landskabet kan den også anvendes til. Og et sidste eksempel er bemaling (og patinering) af huse og stationer. Efter disse eksempler på anvendelsen, kan man vel godt tillade sig at konkludere, at der er tale om relativt “store” arbejder. Det betyder noget for valg af airbrushens dysestørrelse. Dysestørrelserne går fra 0.15 og op til 0.7 på moderne udgaver. Ikke større, for vi skal jo ikke male bilen også. Så til de ovennævnte arbejder er der intet behov for 0.15 og 0.20 dyserne. De finder kun anvendelse til meget “fine” opgaver, som modelbyggerne har behov for i 1:72 – 1:35 størrelserne. Til store opgaver på flader er større dyser fordelagtige. Det er de også til begyndere, eller dem som kun en gang imellem anvender en airbrush. Årsagen er, at de helt fine dysestørrelser kræver god erfaring med fortynding af malingen og valget af det rette tryk på kompressoren i forhold hertil. Ved at anskaffe en airbrush med en smule større dyse slipper man for en del af disse kvaler. Det allerbedste er nok, vil de fleste mene, hvis man også kan holde anskaffelsesprisen på airbrushen nede. Og det forholder sig da også således for de fleste, at der ingen grund er til at investere en formue i den. Og her det, at det nye firma i USA – Gaahleri – for alvor kommer ind i billedet. Dette nye firma har på meget kort tid sendt en større serie nydesignede airbrushes på markedet, som er meget billige i forhold til de “etablerede Brands”. Og de satser stort ! Det er lykkedes firmaet at få etableret sig på markedet i et tempo, som kun er overgået af Coronaen for et par år siden. Men er de så noget værd ?
Gaahleri
For at finde ud af det anskaffede jeg mig et eksemplar af nedenfor viste airbrush. Jeg anskaffede den til de “større” opgaver, som jeg listede ovenfor, som forestår i vores klub. Der er tale om maling/patinering af lange og talrige skinnestrækninger, maling af havbund i færgeleje og meget mere, men altså udprægede flader og ikke dikke-dikke patinering af et lokomotiv eller en dyr personvogn. Jeg bestilte og betale lidt over 800 kr. for den. Det er under halvdelen af, hvad jeg skulle have betalt for et europæisk eller japansk brand for den samme type. Meeen er det samme kvalitet ? Pakken med airbrushen ankom ikke lige med det samme, idet Post Nord standsede den i tolden, hvorefter jeg måtte betale helt urimelige kr. 178,- for at få den tilsendt ! Det skal man naturligvis huske at lægge til prisen, i hvert fald indtil Gaahleri får etableret sig i Europa.
Rengøring af en airbrush – et uhyre vigtigt punkt !
Lige én ting til, inden jeg gennemgår den nye airbrush. Der er et meget vigtigt punkt, som hører med i sådan en gennemgang af en ny airbrush: Hvor LET eller VANSKELIG er den at rengøre efter brug ? Se det er et punkt, som langt de fleste anmeldere komplet overser eller lykkeligt forbigår. Det er en stor synd, for det betyder rigtig meget for den enkeltes oplevelse af at arbejde med sådan et værktøj. Hvem gider bruge sådan én, hvis man efter 5 min. malearbejde er henvist til at bruge 45 min. på at rengøre den, fordi der er så mange små kringelkroge, der skal renses for rester af maling. For hvis man ikke er grundig nok, så er det hurtigt slut med at male med den. Den fungerer ikke, næste gang behovet melder sig. Det skal man gøre sig klart. Derfor er den del af anmeldelsen så vigtig.
.
Min subjektive mening om indholdet…..
Kassen præsenterer på nydelig vis den nye airbrush – flot. Den indeholder tre nålestørrelser: 0.28, 0.50 og 0.70 med tilhørende dyser! Den sidste er for stor til praktisk anvendelse på modelbanen. Den første synes at være en ny standart, da også Harder & Steenbeck anvender den til sin 2024 udgave af “Evolution”. Lidt mere om dyserne, da de, sammen med nålen, udgør “hjertet” i airbrushen.
De er vidt forskellige for disse tre mærker. H & S’ er meget stor i forhold til de to andre. Det betyder intet for malekvaliteten, men uhyre meget for rengøringen. Denne dyse er langt den nemmeste at rengøre. Nederst Iwatas (og flere andre mindre mærkers) dyse. Den fungerer perfekt, men i kraft af sin lidenhed er den noget vanskeligere at håndtere, og når rengøring forestår. I modsætning til de to andre, som er “selvcentrerende” i en dyseholder, skal Iwatas skrues på plads. Det kræver nogen forsigtighed – og man skal absolut ikke tabe den ! Gaahleris lægger sig størrelsesmæssigt midt i feltet. Den er nem at komme til i dyseholderen, men den er ikke nem at rengøre. Mærkeligt nok tager nylonringen farve. Bemærk rester efter rød farve i kanten ind mod udfræsningerne, som jeg selv efter meget ihærdig rengøring ikke kunne fjerne. Men, det har ikke haft betydning efterfølgende. De nævnte udfræsninger er noget helt nyt, som firmaet fremhæver. De skulle forårsage et bedre Air-flow og dermed en bedre fordeling af malingen. Praktiske tests har vist, at dysen fungerer ganske udmærket og giver et fint spray, men den er ikke synligt bedre end sine to konkurrenter. Men der sætter sig også spor af maling i den, og det letter ikke rengøringen. Lidt irriterende er den store kop, som producenten af uvisse årsager har “forsynet” med en helt unødvendig kant. Se foto.
Airbrushen ligger godt i hånden, den er i god balance og fin vægt. Beholderne til malingen er for store til min smag, fordi de emner, vi vil bruge den til på modelbanen, sjældent kræver så stor en beholder. Man kan dog købe en mindre på firmaets hjemmeside, og de er ikke dyre. Men der løber jo Post-Nord-bidrag på, og så bliver den lidt dyrere !
En anden væsentlig ting ved den – som sikkert vil behage mange – er dens pistolgreb. Det gør den en smule lettere at håndtere, sådan vil begynderen eller den mindre øvede føle. Aftrækkeren sidder fint placeret, og man får hurtigt en sikker fornemmelse for arbejdet med den. Mange har det uden tvivl vanskeligere med en aftrækker placeret ovenpå airbrushen, som bestemt kræver en finere motorik i pegefingeren. Så på den måde en den nye airbrush nem at bruge – brugervenligheden er i top – fint !
I kassen er der tillige vedlagt en kobling til tilknytning til kompressoren. Problemet for mig med den var, at den ikke passede til min Harder & Steenbeck airbrushholders lynkobling, så den måtte kasseres. Heldigvis koster dimsen ikke ret meget. Der en tube med smørelse med. Det er en udmærket ting, da airbrushens bevægelige dele kræver lidt smøring ind imellem (ikke nålen).
Hvorledes maler den ?
Udmærket, er det korte svar. Med 0.28 dysen kan man løse alle opgaver fra de lidt større flader ned til den helt fine streg på en mm. eller deromkring. Altså alt, hvad man som modelbaner kan ønske sig. Med sin 0.28 og 0.5 mm dyser dækker den hele spektret – absolut tilfredsstillende.
Konklusion
Jeg bør naturligvis understrege, at jeg blot har anskaffet og testet én enkelt airbrush fra det store repertoire og ikke et mere repræsentativt antal. Men da dens dimensioner – nål og dyse – er de samme som for de øvrige udgaver, tror jeg, at dens ydelser er repræsentative for det øvrige udvalg. Men Gaahleri har med denne udgave sendt en udmærket airbrush på markedet, der alene i kraft af sin favorable pris på omkring de 800 kr. udgør et meget stærkt alternativ til de dyrere typer på markedet. Der er alligevel et prismæssigt spring op til de etablerede mærker Harder & Steenbeck og Iwata.
Er den nye så prisen værd i forhold til de “dyre drenge i klassen” ? Ja, det er den absolut, fordi mange af os ganske givet ikke anvender en airbrush dagen lang, vi anvender den sikkert ikke engang dagligt, måske blot fra tid til anden, eller kun en sjælden gang til en smule patinering på en togvogn. Så i disse situationer gælder det om at finde en anvendelig og ikke alt for dyr én af slagsen. (Husk man får, hvad man betaler for). Og til disse begrænsede/almindelige behov, som måske dækker de flestes, er Gaahleris bud fortræffeligt. Besøg gaahleri.com for flere oplysninger og flere modeller, for de har mange til ethvert behov og alle til meget fine priser.
Alligevel en lille eftertanke…..!
Hvis man nu alligevel gerne vil opleve en lille smule mere, altså søge et alternativ at sammenligne med, så er det en rigtig god ide at vende øjet mod tyske Harder & Steenbecks nye version af sin “Ultra”: Ultra 2024. Den sigter lige netop mod begynderen (og brugeren, der eksempelvis kun anvender en airbrush en gang imellem). Den har fået indbygget flere fine funktioner, som letter arbejdet med den betydeligt. Prisen er omkring det samme som for den viste fra Gaahleri. Mange vil nu spørge, om ikke de to er til vidt forskellige arbejder ? Nææ, det er de såmænd ikke. De kan sagtens anvendes til de samme opgaver. Nålen i Ultraen er en 0.45, hvilket gør det lettere for begynderen at blande/fortynde malingen til den. Blandingsforholdet behøver ikke være helt så præcist, som hvis man fortynder den til en 0.15 dyse/nål. Men, der skal så arbejdes lidt med den (tryk) til de helt fine arbejder.
Mvh LT
Køb af en Swallowtail Airbrush…
I lyset af, at én af “Sporskiftets” læsere henviste til muligheden for at anskaffe en Gaahleri Airbrush i Danmark, synes jeg, at det vil være rimeligt at beskrive, hvad jeg har betalt for den i Californien i USA. Jeg bestilte den en fredag eftermiddag, og onsdag afleverede Post Nord den til mig ved min gadedør. Jeg skulle ikke hente den et eller andet fjernt sted i en panserboks. Nææ, høflig og direkte aflevering fra hånd til hånd. Prisen, jeg betalte til Gaahleri, CA, var 888 kr. med forsendelse. Oveni lagde Post Nord kr. 178, så den samlede pris lød på 1066 kr. Så der kunne være en besparelse !
Skulle jeg nu købe Gaahleris Moebius (se det første billede), som er deres absolutte top Airbrush, ser fordelen ud til at være noget mindre, hvilket overrasker mig, idet den fra Californien ville koste 539 kr. plus Post Nord-afgiften på 178,-, altså 717,- kr. leveret ved døren.
Husk at kigge dig omkring, f.eks. hos Amazon.de. De har sommetider meget fordelagtige tilbud på Airbrushes – også Gaahleris, der for tiden giver store rabatter for at etablere sig på markedet.
Måtte det nu være således, at nogen sidder derude og tænker, uha nej da, at købe noget så langt borte fra, det vil jeg ikke. OK, men så vil jeg bestemt anmode dig om at kigge én gang til efter Harder & Steenbecks “Ultra-2024”, eller hvis du tager spenderbukserne på og glemmer alt andet et øjeblik, så se dig om efter samme firmas “Evolution-2024” (dog) til kr. 1800,- Det er dyrt, men det godt nok også kvalitet fra øverste hylde !
Lige nu er der store prisfald på Gaahleris Airbrushes i USA. Op til 30 %. Min Swallowtail er sat ned med omkring kr. 100. Så prisen vil i dag være 700 kr. plus PN-gebyr på 178 = 878 kr. Så fås det ikke billigere – guldet altså !
Atter Mvh