En dobbelt anmeldelse af en gammel, en ny udgivelse og et varsel om en fremtidig !

Der anmeldes to bøger: en meget gammel, en helt ny udgivelse og der varsles om en kommende bog – der alle tre har gjort indtryk på anmelderen på hver sin vis. Den nye udkom for et par uger siden hos boghandleren, og den bærer titlen “Erindringer fra Præstøbanen”, den meget gamle er “Die Märklin-Bahn HO und ihr grosses Vorbild” udgivet i 50’erne og varslet drejer sig om Torben Andersens kommende udgivelse. Jeg lægger ud med den kommende, som jeg blev meget positivt overrasket over. Jeg havde ikke ventet den, men gik i stedet rundt og ventede på annonceringen af Lokomotivets årsskrift. I min glædesrus vil jeg ikke tøve med at omtale den først, så er jeg også sikker på, at læseren stadig er “med”……

Som et krydderi har jeg fået en udvidet anmeldelse fra Torben, der indeholder lidt mere information om den snarlige udgivelse og kommende, han skriver:

” Til september udkommer 6. bind i serien om DSB rullende materiel gennem tiden, denne gang om motormateriel bygget af Scandia, FRICHS og Triangel. Der er i tidens løb udgivet flere bøger om emnet, men denne udgave behandler det på en ny måde med omfattende omtale af de enkelte motorkøretøjer, teknik, tabeller, stationeringer m.v. – og ved hvert emne er angivet eksempler på oprangeringer fra 1945-1974. Der bliver omtale af den spæde begyndelse, da DSB forsigtigt søgte at konkurrere med bilerne,  indkøbene og at oplære motorvognsførere til den nye teknik. Teksterne illustreres med mange fotos, foruden tegninger af vore kendte tegnere W. Bay, P. E. Harbye, Henning Orlowicz, Steffen Dresler, Hans Gram m.fl. Og hertil kommer tegninger fra fabrikkernes arkiver, alt gengivet i skala 1:87.

Helt specielt omtales FRICHS’ forslag til trækkraft og vogne til en ny ”Englænder”, som desværre ikke blev til noget. Teksten illustreres med tegninger af de projekterede vogntyper af Steffen Dresler. Teksten om DSB’s MO-vogne illustreres over flere sider med skitser og tegninger i skala 1:87 sammen med tabeller med alle tekniske data. Endvidere bringes fyldige omtaler af de involverede fabrikker. Bogen får et omfattende register, så man hurtigt kan finde frem til, det ønskede emne. Bogen produceres i A4-format på kvalitetspapir med hardcover, og vil omfatte ca. 136 sider.

Senere (hvornår vides ikke nøjagtigt) følges bogen op med emnet DSB’s motorlokomotiver 1945-1974, mens bogen om private godsvogne optaget hos DSB 1965-2005 er udskudt til september 2025. Endvidere følger på et tidspunkt også en udgivelse om DSB’s specialvogne.”

Det lyder jo skønt, at Torben følger op med nye udgivelser efter denne. Torbens kommende bog (bøger) er jo et “must” af den simple årsag, at han skriver til os modelbanere. Torbens fængende og ligefremme stil taler til os, og fylder hullerne i vores viden op. Noget andet er, at der er god grund til også at glæde sig over, at der stadig udgives bøger. Bogen er uforlignelig i sin form. Tænk, hvis det kom så vidt, at der kun eksisterede hjemmesider at læse, det er ikke til at holde ud at tænke på. Så Torben: Tak – og en varm anbefaling af bogen !

.

Den gamle udgivelse

Årsagen til, at en omtale af denne boge bringes, skyldes, at jeg helt tilfældigt fandt et eksemplar og satte mig til at læse i det. Jeg blev meget overrasket over bogens i øjenfaldende kvaliteter.

Bogen udkom også i en udgave på svensk, uden tvivl samtidig med den ovenfor viste tyske udgave, og en senere, formentlig fra midten af 70’erne.

Det ser ud til, at denne gamle titel udkom første gang i begyndelsen af 50’erne, jeg har ikke kunnet finde ældre. Jeg tror ikke, at Märklin udgiver den længere, men ved det ikke, da jeg dyrker DCC modelbanen, og derfor ikke kigger meget Märklins vej. Men, det er for så vidt også lige meget, om man dyrker det ene eller det andet mærke, for sagen er, at hvis man kører tysk epoke III – IV, så er disse bøger sande guldgruber.

For nogen tid siden bragte jeg et par artikler om udviklingen af de tyske baner fra omkring 1920 og frem til 1960. Meget af grundlaget for dem måtte jeg søge mange forskellige steder. Jeg kunne have sparet mig for en hel del af disse bestræbelser, hvis jeg havde kendt til eksistensen af disse bøger. De indeholder rigtig meget om udviklingen af tyske lokomotiver, deres beskriftning, vægt, trækkraft og deres vedligeholdelse. Se blot eksemplerne nedenfor.

Jeg kunne ikke stå for denne “let belærende” illustration om El’ens vej til den lille blå transformator nederst til højre !

Det er tale om en meget spændende bog, hvor man i den “nyeste” af de viste udgaver tillige får en gennemgang af de europæiske computerlitreringer fra 1966 – . Jeg har aldrig kunnet gennemskue dem, men nu foreligger muligheden. Bøgerne kan findes og købes antikvarisk på nettet. Prisen varierer meget, men for mellem 100-150 kr. skulle den kunne erhverves. Virkelig anbefalelsesværdig.

.

Den nye udgivelse

For nogle uger siden udkom denne bog om NPMB. Den er skrevet af et forfatterkollektiv på tre personer, hvis navne kan læses på billedet. Jeg købte bogen, men ikke fordi jeg er specielt interesseret i de danske privatbaner, men af ren lokalhistorisk interesse. Der er tale om en vægtig sag på mere end 1,9 kg, så det er ikke en bog, der ligger på natbordet for at blive studeret sengeliggende. Hvis man alligevel vælger at læse den der, bør man nok iføre sig en cykelhjelm, hvis bogen skulle dumpe ud ad de trætte arme.

Det er også en ambitiøs bog, der i forord og læsevejledning sætter sig for at oplyse læseren om mange relevante og interessante forhold i forbindelse med banens etablering, opbygning og drift. Man lægger også stor vægt på at beskrive byerne, industrierne og persongalleriet (erindringerne) omkring den. Når man sætter sig så omfattende mål for sine beskrivelser, er det meget nødvendigt, at man som forfattere opstiller en logisk og konsekvent disposition, som på stringent vis ordner og prioriterer, det udvalgte stof i overensstemmelse hermed. Og, at man nøje holder sig “begrænsningens kunst for øje”. Når ambitionerne er høje, og der er flere skribenter med ønske om at præge en sådan udgivelse, er denne kunst, sammen med en effektiv koordination og samordning af det (kritisk) udvalgte stof, af stor vigtighed.

I “udførelsesfasen” vælger kollektivet en ganske traditionel disposition, som vi så den hos KLK, da de i 2002 udgav en stor bog om “Troldhedebanen”. I store træk: Banens historiske baggrund, dens tilblivelse, en stræknings- og stationsbeskrivelse med henvisning til arkitektoniske spidsfindigheder sluttende af med beskrivelser og oplistning af materiellet og noget om personale og særlige begivenheder. En omfattende disposition, der står i modsætning til den meget strenge stil, vi så hos Birger Wilcke og Peer Thomassen, da de i sin tid udgav mange korte og præcise bøger om privatbanerne rundt om i landet. Jeg vil i den forbindelse citere (forkortet) Birger Wilcke fra forordet til bogen om “Horsens Tørring Banen” : “…mener vi, at det er lykkedes at skaffe de fleste af de oplysninger, der kan have almen interesse”. Dette citat beskriver så glimrende det filter, som de to forfattere dengang valgte at sætte op i deres behandling af kildematerialet. Det har uden tvivl frasorteret mange sikkert interessante oplysninger, men som næppe var af bærende karakter eller væsentlige for formidlingen af banens historie.

Den nye bog om NPMB bringer generelt et stort antal interessante billeder fra lokalområdet, som understøtter teksten fint, men der er også enkelte, som man nok burde have sorteret fra af hensyn til bogens omfang. Den valgte billedstørrelse giver ind imellem anledning til problemer hos den langsynede læser. Færre, men større billeder – helst. Jeg kan godt lide det afbildede kortmateriale under beskrivelsen af banens strækning. De medvirker til at støtte overblikket.

Jeg synes, at bogens 2. halvdel tegner sig stærkere end den 1. Den er en del mere læsevenlig, og fanger læseren bedre. 1. halvdel er mig lidt for tung. Så, hvis vi lægger vægt på de første ord i bogens titel: “Erindringer fra Præstøbanen”, så dækker 2. halvdel meget godt, men der er bare lang vej til den. Især synes jeg, at de personlige historier om opvæksten ved banen er fint fortalt med gode billeder. De gør bogen nærværende. Sidste del sluttes af med materielbeskrivelser, der er udmærkede, og der er der intet at indvende imod dem.

Bogen kan købes hos boghandleren til 450,- kr.

Scroll to Top