Redaktørens hjørne

Overskriften dækker over en klumme, hvor redaktøren leverer sin uforgribelige mening om de forhold, der omgiver modelbanehobbyen og dens ingredienser.

.

Lokomotivet – Årsskrift 2023

Så er Lokomotivets årsskrift afleveret i abonnenternes postkasse – omend med forsinkelse – som redaktøren beskriver i sit forord. Jeg håber meget, at TA er fuldt på fode igen !

Årsskriftet ligner til forveksling sine tidligere udgaver, hvilket absolut er positivt ment. Det er virkelig glædeligt at modtage dette skrift hver eneste gang, det udkommer. Købet af det er et indlysende “must” for enhver dyrker af den hobby, som skriftet henvender sig til og beskriver. Anmeldelsen af skriftet vil dele sig i to dele: 1. årets indhold og 2. årsskriftets berettigelse og fremtid.

Årets indhold

Indholdet er skåret over samme læst som de tidligere 3 (plus en sommer-udgave), hvilket udgør en bred palet af emner, der skulle tilfredsstille alle uanset epoke og personlig alder. Der lægges ud med en, vil jeg godt betegne den, meget fin tekst om DSB’s specialvogne i perioden 1933 – 1974. Her rammer TA et sjældent dækket og vel derfor mindre kendt element i DSB’s vognpark og arbejdsområde. Jeg har i hvert fald ikke beskæftiget mig med det tidligere – og det er en fejl – for det hører absolut med. Teksten er veldisponeret og spændende skrevet. Det, som især taler til TA’s ære, er, at den er lang! Det er rigtig godt, at han tager sig den frihed at bruge den plads, som emnet kræver og ikke omvendt, hvad ofte er tilfældet. Vi ser mange gange, at der på grund af øgede omkostningerne til papir og forsendelse spares på pladsen til stoffet, hvorfor emnet kommer til at “hænge” lidt i luften. Men ikke denne gang, og tak for det. Jeg var på forhånd ret skeptisk overfor yderligere en tekst om anlægsdesign. Men teksten er denne gang rigtig god, og den fortjener absolut at blive læst. Der er kun en mindre fejl i den, idet TA oversætter “Operations” i en henvisning forkert. I USA står “Operations” for køreplanskørsel og ikke trafikafvikling. Ordet “trafikafvikling” finder ikke anvendelse hos modelbaneren, som det gør hos forbilledet DSB. Men, som sagt, den er god – læs den ! Artiklen om Mogenstrup Stengrav følger udmærket op på den kavalkade af artikler om transporternes “oprindelse”, som årsskriftet har indledt. Skal jeg endelig være lidt kritisk, så er artiklen om DSB’s UIC-vogne mindre anvendelig, fordi emnet har været berørt mange gange før i en eller anden udformning. Men, det er en lille ting. Konklusionen er, at årsskriftet bør købes af enhver seriøs modelbanedyrker.

Format og redaktionel linje

Format og indhold føler samme metodik som tidligere, og det er godt. Hvor er det dog en kæmpe glæde at sidde med et trykt magasin i sine hænder – et godt og gedigent gammeldags analogt blad ! Hjertelig tak for det. For, hvor er det meget bedre (og bestandigere) end de internetbaserede “døgnfluer” – undskyld udtrykket, og spyttet i egen surkål…….! Men, netop det trykte blad har en styrke, som disse slet ikke kan hamle op med. Lokomotivet har gennem årene produceret en skat af viden om modeljernbanen, som aldrig forgår, men som altid – nemt – kan trækkes ud ad reolen og studeres i lænestolen. Derfor bør årsskriftet undgå – som truet med- at begynde at skrive om producenterne af modelbanemateriel i DK. Den slags tekster har ingen berettigelse i skriftet, alene fordi de er skrevet adskillige gange tidligere, men de er også af den letbenede slags, og de glemmes et par minutter efter læsning. Årsskriftet skal satse på sine styrker, der ligger i tekster med mange billeder om modelbane-nære emner – tekster uden sidste salgsdag (eller “salgsminutter”).

Lad for Guds skyld være med at søge at konkurrere med online “bladene”, for så er det billigere at læse dem ! Og det ønsker vel kun de færreste. Hold fast i konceptet, som vi har set det i mange år – på forhånd tak !

.

Et par forslag til “modelbaneren”:

Når du nu sidder derhjemme i lænestolen og læser i LED-lampens skær, mens enten sne eller uventet høje temperaturstigninger fejer hen over landet, kan jeg kort anbefale dig at frekventere disse hjemmesider. Jo, der er en tysk imellem, men som anført her ved tidligere lejligheder, så gætter jeg på, at mange stadig har en tysk faible. Selvom man så ikke har det, kan den, efter min opfattelse, med fordel studeres alligevel, fordi den giver godt indsigt i modelbanens udvikling, og så er der jo altid noget, man kan bruge, og som sikkert ikke ligger fremme i de hjemlige forretninger:

Adressen er anført under logo’et.
https://www.wwscenics.com/

En virkelig god og seriøs engelsk hjemmeside, der indeholder alt, hvad hjertet kan begære af og om udstyr til “beplantning” på modelbanen – og til gode priser.

https://www.migjimenez.com/en/ . Jeg tror ikke, at dette forsalg kræver yderligere introduktion-

.

Ønsket om en Glædelig jul og et lykkebringende nytår fra redaktionen til læserne og tak til de mange læsere for 2023 !

Scroll to Top