De fysiske rammer er ikke store, men…
I vores togklub KMK har vi et medlem, som ud over at deltage flittigt i opbygningen af klubbens modulanlæg, også arbejder på sit hjemlige fast opstillede anlæg. Fysisk set er det ikke særlig stort, da det er opstillet i et mindre loftsværelse, der også rummer et åbent klædeskab. Men kreativt set er det på sin egen måde meget “stort”, da det er et anlæg, som yder rigtig megen underholdning til ejeren (og flere andre). Det er et anlæg, som rammer nerven i vores hobby på bedste vis. Derfor en lille historie om det her……
Der er næppe tvivl om, at de fleste af os, når vi starter med modeltogshobbyen, tænker stort. Vore tanker centrerer sig om store hovedbanegårde med omfattende rangerterræner og flere mindre stationer rundt langs hovedstrækningen, hvad enten denne er enkelt- eller dobbeltsporet. Der må også gerne være et antal industrier, som giver godstrafikken mening. Men, når det kommer til stykket, så er det alligevel de færreste af os, som har den fornødne plads til at indfri de attråede luftkasteller – med andre ord, der skal skæres ned på ambitionerne. Der skal findes kompromisser, fantasien skal finde kreative løsninger på den notoriske pladsmangel. Det er ikke let ! Og vi må nok erkende, at når det gælder den proces er nogle “modelbanere” bedre end andre til at finde frem til de helt rigtige og fantasifulde løsninger.
Vore krav og ønsker til et anlæg….
Men, hvad er det, som udgør forskellene mellem de forskellige udgangspunkter, som vi tydeligvis har, når vi går i gang med at bygge anlægget. Der er adskillige, men jeg gætter på, at det især er indgangsvinklen, som deler vandene, og jeg vil forsøge at analysere mig frem til nogle hovedgrupper. Blandt os er gruppen af epoke-bevidste byggere uden tvivl stor. Anlægget skal være korrekt opbygget m.h.t. materiellet og dets sammensætning, huse skal være udformet i tidsånden og det samme gælder, de valgte industrier. Der tillades ikke de store udsving. Korrektheden tæller stort. I USA findes modelbyggere, der har drevet spøgen så vidt, at de har bygget deres anlæg op svarende til en bestemt dato, og sågar tidspunkt på dagen ! I den anden ende af spekteret finder vi gruppen, for hvem tidsaspektet spiller en underordnet rolle. Landskabet opbygges nærmest efter nogle få generiske principper. I denne gruppe anskaffes det materiel, man synes om, uanset epokernes snærende rammer. Varianter findes imellem de to. Det er sådan en variant, det viste anlæg repræsenterer. Der er en vis hensyntagen til en given epoke III, som meget af materiellet passer til. Men, der er også en hel del, som ikke gør det, og som er anskaffet, fordi indehaveren synes, at den pågældende maskine bare er flot. Så skidt med om den stikker lidt ud. Man gør sig heller ikke de store bekymringer om E-maskiner ved siden af et yngre tysk E-lok. Helt neutralt noteret, er det vel OK at påpege, at “Kælderkøbing” også repræsenterer et anlæg med dette “utvungne” udgangspunkt.
Det er ikke stort, men det har noget andet…
Måske er det den kompakte oplevelse, der gør det ?
Jeg tror, at det, som dette anlæg rammer hos skribenten, der ellers er stram epokefortaler, er en slående og behagelig enkelhed, der gør det rart at have med det at gøre. Skidt med, at lokomotiver og vogne ikke passer helt sammen, at en kurve er blevet lidt snævrere end strengt taget realistisk, og at overledningen indtil videre blot skal tage sig nydelig ud og generere accept af, at el El-lok en gang imellem suser forbi på strækningen.
Her ser vi skyggebanegården under stationen. Den fylder omtrent det samme som station og strækning ovenpå. Vi ser også, at anlæggets back drop er valgt fra sydligere himmelstrøg sammen med forhænget bagved. Den store skærm er valgt for at give et bedre overblik over den i Windigipet indtegnede sporplan. Se nedenfor. Windigipet spiller en stor rolle i ejerens ambitioner, idet han med tiden gerne ser sit anlæg automatiseret, hvilket ikke betyder, at han så også eliminerer manuel betjening via Roco håndkontroller. Slet ikke.
Her et nærbillede af skyggebanegården med dens opstillinger. Der var netop i ugen besøget inden blevet lagt lys ind. Effekten er tydelig.
Her ses sporplanen i Windigipet-udgaven. Glassets indhold er skribentens Whisky, som anlægsejeren så nydeligt skænkede op. Det lagde bestemt ikke nogen dæmper på glæden ved at betragte anlægget. Den del af sporplanen, som vi betragter på billedet, kan genkendes på skærmens øverste venstre halvdel. Kurverne til højre lader sig også finde.
Her har vi så indkørslen til klædeskabet ! Jeg forhørte mig på et tidspunkt hos ejeren, der er den lykkelige ejer af ret mange lokomotiver, om ikke han skulle have et lokomotiv med dynamisk damp ? F.eks. Roco’s BR 38 ? Neeej var det henholdende svar. Hvorfor ikke vedblev skribenten ? Nej, fordi jeg kører gennem klædeskabet, og jeg tror ikke, at fruens lette sommergarderobe vil synes om at blive “behandlet” med røgolie fra Roco ? Kunne man så ikke skifte til den fra ESU ? Svaret var stadig negativt. Måske har ejeren en pointe her ! Bemærk i øvrigt ballastillusionen. Det skal siges, at anlægsejeren har planer om, at skifte til en ægte stenballast.
Afsluttende bemærkninger….
Det er virkelig et meget givende anlæg, som er blevet besøgt af mange erfarne modelbanebyggere. Alle som een har de erklæret dette anlæg deres store beundring. Det slående er, at man på så lidt plads kan opbygge et velfungerende HO-anlæg. Jeg vil vove den påstand – og så er det op til hver enkelt at gøre op med sig selv, om de deler den – at det er et levende bevis på, at selvom den rådige plads er meget begrænset, behøver det ikke være årsagen til at fravælge HO og i stedet vælge TT eller sågar skala N. Smag og behag er naturligvis forskellig.
Til sidst vil jeg citere en her i landet velkendt modelbaneudøver: “Hvis jeg kun havde 3 m. X 1/2 m. til rådighed, ville jeg ikke tøve med at vælge at have et skala 1 lokomotiv dampe frem og tilbage på den lille strækning. Oplevelsen af at se den store maskine arbejde, overgår det meste !”
Mvh Red.