Hvad skal anlægget bruges til, når det er køreklart – hvilket digitalt system passer til dét formål?
De fleste, som dyrker denne hobby, er som oftest ganske klar over, om de ønsker Märklin eller et af de mange DCC-baserede fabrikater. De er (næsten) klar over, i hvilken retning de vil gå med deres sporplan i relation til rådig plads, mængden af anskaffet materiel, at de vil køre digitalt, og at de vil dække denne eller hin epoke. Igen – som oftest !
Men, det er mit indtryk, at man kun i sjældnere grad – indledningsvist i hvert fald – gør sig overvejelser om, hvorledes man vil udnytte sit anlæg, når det engang når en færdiggørelsesgrad, der muliggør kørsel i et passende omfang. Hvad vil jeg bruge mit anlæg til ? Spørgsmålet er ikke uvæsentligt, for det har meget stor indflydelse på, hvilket DCC-fabrikat du med fordel kan vælge at anskaffe. Jeg tror ikke, at der er så mange, der har disse overvejelser med i den rækkefølge. Mange starter måske endda med at anskaffe et startsæt med et digitalt anlæg i, uden at have tænkt over om det dybest set tjener noget positivt formål ud over at være billigt! Men hvad så ?
Jeg vil lidt provokativt hævde, at modeljernbanerne i Europa, konceptuelt (og måske også mentalt), ikke har udviklet sig siden 1950’erne – siden de gode gamle HSV-dage ! De går i overvejende grad ud fra samme principper som dengang, hvad angår anvendelsen af anlægget og brugerens adfærd under brugen. Tænker vi stadig i en slags “digitaliseret CAP-kontrol” ? I hvert fald forekommer det lidt som om, vi gør det. For fraset detaljer som væsentlige tekniske fremskridt, hvad er så den konceptuelle forskel på repræsentanten fra HSV og disse to vidundere ECOS og CS3 ?
Den er ikke så stor, forstået på den måde, at alle tre forudsætter en helt stationær placering af modeljernbaneren. Så kan man betragte togene køre rundt i kredsen. Men, er det sådan, at vi bedst udnytter både teknikken, men også måden at køre med materiellet på anlægget ?
Betragter man vores modulopbyggede klubanlæg (se ovenfor), så har de to viste centralstationer ingen berettigelse (bemærk fremhævningen af ordet central, som firmaerne anvender), idet de principielt, ikke nødvendigvis reelt, binder brugeren geografisk med deres “dyre” controller. Det passer ikke sammen med køreplanskørsel på de lidt større anlæg. På klubbens anlæg, og i USA, er denne disciplin hele grundlaget for kørslen med modeltog. Den geografiske frihed, som er et væsentligt grundlag for køreplanskørsel, kræver trådløse håndkontroller, og disse har vundet afgørende indpas “Over There”. Især gennem TCS, som jeg skrev om tidligere, men også gennem både NCE og Digitrax, der har lanceret trådløse udgaver i deres programmer:
I Europa har ESU og Piko også spillet ud med deres udgaver af trådløst udstyr:
ESU’s løsning, og den er meget dyr, blev introduceret for nogle år siden i USA , som firmaet satser ret stærkt på, men hvor konkurrencen er hård. Nogle få år senere lanceredes den også i Europa.
Men både de “amerikanske” og de viste “Europæiske” løsninger peger imod trådløs mobilitet. Ikke noget med usmarte kabler. I det hele taget ser det ud til, at trådløse løsninger vinder hastigt frem i disse tider. Digikeijs har introduceret sin DR 5000 og sin første bluetooth sporskifte-/signaldekoder, der kan programmeres med mobiltelefonen. Og når den nævnes, så er mobilen jo også en glimrende Controller, som især Roco med sin Z21 box har satset på i mange år. Nok mindre med fokus på mobilitet som på prisen og den yngre del af modelbanerne, som næsten er født med en mobiltelefon i hånden.
Konklusionen er, at såfremt man vil dyrke køreplanskørsel på et lidt større hjemmeanlæg eller et stort klubanlæg, så er der ingen grund til at købe de meget dyre ECOS og CS3, ja jeg vil hævde, at de er mindre egnede dertil. Køb hellere et system, der understøtter den mobile optræden rundt om anlægget, der støtter WiFi anvendelsen effektivt.
Fremtidens muligheder. Hvad kunne fremtiden indeholde den for os modelbanere på det digitale felt? Man skal altid være forsigtig med forudsigelser her, fordi modelbanefolket måske er en kende konservativt. Men, jeg tør godt gætte på, at man med fordel kan (gen)læse vores tidligere indlæg om “Blunami”. For fremtiden fokuserer på kontrollen med det enkelte lokomotiv og ikke på de store centralstationer. De er dinosaurer, og vi ved alle, hvorledes det gik dem. Det vil sikkert udvikle sig således, at der anbringes et genopladeligt batteri sammen med en Blunami-agtig dekoder i lokomotivet. På forskellige dele af anlægget vil batteriet kunne genoplades på samme måde som plæneklipper-robotten gør det. Sådan et system vil give en meget stor frihed. Det vil fuldstændigt eliminere den omfattende tilkobling af ledninger til forsyning af kørestrøm. De døde felter forsvinder for altid, snavsede spor betyder intet (næsten), og programmering af lokomotivet lettes væsentligt= intet behov for programmeringsspor. Hvorledes styres resten af systemerne som tilbagemeldinger og sporskiftedekodere. Det kommer der sikkert smartere løsninger på, men hvad med TCS’ LCC eller som nu med Windigipet eller Traincontroller?Red.