Endelig i sidste uge efter mange måneders venten ankom den flotte CM-vogn fra Dekas. Var den værd at vente på ? Ja, det var den, men egentlig er det jo et overflødigt spørgsmål, eftersom Dekas har præsenteret den for sit publikum ved utallige lejligheder, så vi kendte jo udmærket dens kvaliteter.
Produktionen af denne CM-vogn bryder på en måde med tidligere tiders produktioner, hvor man tidligere koncentrerede sig om de talrige vogntyper, men da de er udkommet, så er det jo ikke at være spydig, når man hævder, at der kun er disse “smallere” udgivelser tilbage ! Men, det skal ikke beklages, og så det er det aldeles udmærket, at Dekas tager risikoen ved at producere disse vogne. Og der er mange spændende vogne, som Dekas kunne kaste sig over, og det gør han sikkert.
Men lad os kigge lidt på den nye CM. Siger den CM (i 2193-2002 serien), når man kigger grundigt på den?
Ligner de hinanden, billedkvaliteten til trods? Det synes jeg bestemt, de gør! Så jeg har blot et par små bemærkninger til modellens udseende. Jeg vil ikke gentage hele vognens historie i form af den del, som glimrende kan læses inde på Dekas’ hjemmeside, men blot komme med et supplement. Det var ikke en vogn, som det var nemt at finde materiale om, men den produceredes også kun i 10 eksemplarer – sjælden var den. Torben Andersen har ignoreret den i sin ellers glimrende bog om DSB’s personvogne. Han nævner den kun sporadisk i en oversigt. Hjælpen findes i “Danske personvogne” af Bruun-Petersen og Tarp, side 159, 3. afsnit, med billeder på siderne 155 (2193) og 158 (2200). Da sikkert ikke alle har adgang til denne glimrende bog, har jeg fået tilladelse af UTJ til at citere fra den del, som beskriver denne vogns anskaffelse:
“Anskaffelsen af større dampmaskiner (litra R og senere E), samt indførelse af lavtryksvarmeanlæg med mindre varmeforbrug medvirkede til, at behovet for kedelvogne blev mindre. Så i 1935-36 blev 10 CN-vogne ombygget til rene sidegangsvogne: I stedet for kedelrummet blev indrettet toilet og kupé, så vognene derefter havde otte kupeer og 64 siddepladser. Ombygningen var dog mere gennemgribende, for kupémodulet blev ændret fra 1700 mm til 1660 mm. Muligvis lå der en stor plan til grund for denne ombygning, for de nye numre havde de to sidste cifre fælles med de gamle vogne. I 1941 blev disse vogne til CM 2193–2202.“
| Arkiv Kurt Jensen |
Det, som jeg mangler lidt mere af, er eksempler på hvilke oprangeringer, CM-vognen anvendtes i. Men, det kan jo være, at der sidder nogle vidende læsere derude, som kan besvare det spørgsmål.
Men nu tilbage til modellen:
Den er flot, og kigger man på Dekas’ specialitet med harmonikaovergangen af gummi, kan man rigtig se, hvor virkelighedsnær sammenkoblingen er. Selve ophænget er som vanligt meget filigrant, så hvis man klapper harmonikaen sammen, skal man passe meget på med de små og sårbare kroge. Så funderede jeg over den assymetriske litrering. Jeg grundede et øjeblik over dens placering. Skulle den ikke sidde midt på vognsiden ? Nej, Dekas har anbragt den korrekt. Kun på det omtalte billede af 22oo vises en placering af den præcist midt på vognsiden.
Som anført har jeg en lille bitte “klage”, og den gælder den ret dominerende varmeledning, hvilken ses på Hans True’s billede ovenfor. Den synes let underdimensioneret på modellen. Hertil kommer farven, som, når vi nu er nede bagerst syæsken, kunne have været støbt tykkere og i en brunligere farve. Men, vi kan jo male den selv, det kræver kun, at man adskiller vognen, hvilket heller ikke er noget problem.
Vognen har taget højde for adskillelse, så indbygning af lys vil heller ikke udgøre nogen alvorlig håndværkmæssig udfordring.
Konklusionen (og det er naturligvis min subjektive opfattelse) er, at der er tale om en meget vellykket vogn, som pryder anlægget. Den er i “Dekas-klasse”, for Kasper er landets dygtigste vognproducent.
Tak for den! Hvilken bliver den næste i rækken? En CQM til de mange MO-vogne, som vi efterhånden har anskaffet?
Mvh
Redaktionen
